Galleri Vognporten

Mariager Museum  Kirkegade 4  9550 Mariager

Galleri Vognporten er en del af Mariager Museum.

Museet har til huse i en 300 år gammel købmandsgård i Danmarks vel nok mindste købstad, Mariager. Når man besøger Mariagers smukke bymidte, er man ikke i tvivl om, at man har ramt en tidslomme. Her har tiden stået stille de sidste 400 år. Mariagers bymidte vidner om en lang historie, en købstad og en særpræget oase. Mariager, Rosernes by, med brosten, bindingsværkshuse prydet med roser og flere torve er en ægte perle, der er passet og plejet. En levende attraktion for turisten og et privilegium for de gæstfrie borgere.

Mariager – ”Marias ager” opkaldt efter Jomfru Maria - var før klostrets grundlæggelse (ca. år 1410) kun et lille fiskerleje og færgested på vejen mellem Randers og Aalborg.

I Galleri Vognporten er der altid noget spændende at se på, både inden for det maleriske, men også skulpturer, fotografi og keramik.

De skiftende udstillinger kan enten have udgangspunkt i et tema/emne, hvor flere kunstnere er samlet eller også kan det være udvalgte kunstnere, der udstiller flere af deres egne værker.

Af tidligere tema-udstillinger kan her nævnes "Portræt", "Erotik", ”Liv”, ”Lys” og "Landskab", samt kunstnerudstillinger med bl.a. Lars Kristian Hansen, Susy (og Leo), Birger Peitersen, Yulia Gurskaya, Elisabeth Linna Persson, Paul Cederdorff, Gitte Buch og mange andre.

Museet har gennem de seneste år tilbudt kunstnere, amatører og professionelle fra ind og udland at udstille deres kunst i historiske rammer i den gamle købmandsgård i Mariager. 

Der har været tale om nogle enkelte separatudstillinger, men mest gruppeudstillinger bestående af 6-10 kunstnere, som regel med udstillinger over et fast emne.

I 2022 har der været planlagt 3 gruppeudstillinger over emnerne: ”Der er et yndigt Land”, ”Sorrig og Glæde” og ”Ode til Glæden”. De tre emner er meget kendte digte af henholdsvis Adam Oehlenschläger, Thomas Kingo og Friedrich Schiller.

Det er det kommende Folkemøde i Mariager, der har givet inspiration til årets emner.

Følg alle galleriets aktiviteter på facebook: https://www.facebook.com/gallerivognporten, eller hjemmesiden www.gallerivognporten.dk

Udstillingerne starter i maj og slutter i oktober. Der er således 7 ugers udstillingstid i hver kategori.

Museet har åbent alle dage 12-16. Mandage lukket.